Druerne / Grignolino

Grignolino

Grignolino er en lidt særpræget lokal piemontesisk druesort. Grignolino har altid været lokalt forankret, og det meste af den vin som produceres på Grignolino druer konsumeres fortsat lokalt. Grignolino kaldes "Kongernes vin". Druen er, ligesom nebbiolo, karakteriseret ved både et højt syreniveau, og et højt indhold af tannin (garvesyre). Druen kaldes af samme grund visse steder lokalt for "Nebbiolo rosato". Rosato fordi vinene oftest er lyse i farven, næsten som en rosé. Grignolino besidder dog ikke nebbiolo's evne til at udvikle fylde og kompleksitet med alderen og skal, trods både syre og tannin dikkes ung og frisk.
Vinene på Grignolino er oftest lyse og lette, med en frisk duft af røde bær. Smagen er ligeledes frisk med en syrlig frugtighed som afsluttes med et ikke ubetydeligt tanninbid. Nogen finder dette uharmonisk, hvorfor druen aldrig har opnået stor popularitet udenfor piemonte. Det er dog klart en drue man skal lære at kende, og som man kan lære at holde af.
Luigi Spertino i Mombercelli producerer en glimrende og harmonisk velbalanceret  Grignolino d'Asti, som vi forsøgsvis har taget lidt hjem af.